Spring til indhold

Gode råd ved høfeber

Høfeber kan ikke altid undgås, men mange kan mindske generne med små vaner i hverdagen. Rådene her er generelle. Har du brug for behandling, så tal med apoteket eller din læge.

Kend din sæson

Det første skridt er at vide, hvad du reagerer på. Kommer generne hvert år i april og maj, peger det på birk, mens juni og juli oftere peger på græs. Din læge kan undersøge, hvad du er allergisk over for, så du ved, hvornår du skal være på vagt.

I sæsonen kan du følge de officielle pollental fra Astma-Allergi Danmark og planlægge efter dem, fx lægge en lang cykeltur eller havearbejde på en dag med lavt pollental.

Hjemme

  • Luft ud i korte perioder, gerne efter en regnbyge, hvor der typisk er mindre pollen i luften.
  • Hold vinduerne lukkede på dage med meget pollen, især i soveværelset.
  • Tør vasketøj indendørs i din sæson. Tøj og sengetøj, der hænger ude, samler pollen op.
  • Støvsug og tør støv af jævnligt. En støvsuger med et godt filter holder mere støv og pollen tilbage.

Ude

  • Solbriller, gerne med tætsluttende stel, kan holde noget pollen væk fra øjnene.
  • Undgå at slå græs eller færdes i højt græs i græssæsonen, hvis du er allergisk over for græs.
  • Hold bilens vinduer lukkede, og tjek, at kabinefilteret bliver skiftet som anbefalet.
  • Tørt, varmt og blæsende vejr giver typisk mest pollen, mens regn binder pollen.

Om aftenen

  • Skift tøj, når du kommer ind, og læg ikke dagens tøj i soveværelset.
  • Skyl pollen ud af håret, eller tag et bad, før du går i seng, så du ikke ligger med pollen på puden.
  • Skyl gerne næse og øjne med saltvand eller rent vand, hvis de klør.

Behandling

Der findes flere typer medicin mod høfeber, fx antihistamin, binyrebarkhormon som næsespray og øjendråber. Nogle fås i håndkøb, andre kræver recept. Mange får mest ud af behandlingen, hvis de begynder lidt før sæsonen og bruger medicinen hele sæsonen. Spørg på apoteket eller hos din læge, hvad der passer til dig.

Har du kraftig høfeber år efter år, kan lægen vurdere, om allergivaccination er en mulighed. Det er en langvarig behandling, der foregår gennem flere år.

Søg læge

Kontakt din læge, hvis du får hoste, hvæsende vejrtrækning eller trykken for brystet i pollensæsonen, hvis medicin fra apoteket ikke hjælper nok, eller hvis du er i tvivl om, hvad du reagerer på. Ved akut åndenød skal du ringe 112.

Krydsreaktioner med mad

Nogle med pollenallergi får kløe i munden af visse rå frugter, nødder eller grøntsager. Det er mest kendt ved birkeallergi. Mærker du det, så fortæl din læge om det. Læs om birk.